Personundersøgelser

Personundersøgelser af ofre og gerningsmænd har til hensigt at registrere og vurdere læsioner, sikre materiale til eventuel undersøgelse for alkohol og medicin/narkotika og sikre spor (primært DNA), som kan bruges i politiets efterforskning. Hvis den undersøgte person har skader, der skal behandles, henvises til andre læger eller sygehusafdelinger.

Efter personundersøgelsen udfærdiges en erklæring, som indeholder en kort beskrivelse af sagen, beskrivelse af de læsioner, der er påvist ved undersøgelsen, en vurdering af hvordan og hvornår læsionerne er opstået, og en vurdering af farligheden af den udøvede vold og risikoen for mén.
Undersøgelserne udføres af instituttets vagthavende læger, som kan tilkaldes af politiet på alle tider af døgnet til at foretage undersøgelserne for politiet.

Voksne

Voksne ofre for vold: Denne gruppe omfatter personer, der har været udsat for fysisk vold i form af slag, spark, greb om halsen, snit, stik og skud.

Seksuelle overgreb mod voksne: Omfatter voldtægt, forsøg på voldtægt og andre strafbare seksuelle forhold. Undersøgelserne indbefatter udover en grundig undersøgelse af hele kroppen for læsioner også en undersøgelse af kønsorganerne. En vigtig del af undersøgelsen er sikring af biologiske spor, f.eks. aftørring for DNA i ansigt og begge hænder, sædpletter på hud, sekret fra skede, endetarm eller mund til undersøgelse for sædceller eller DNA-analyse samt negleskrab.

Undersøgelse af personer udsat for seksualiseret vold finder sted på et af centrene for voldtægtsofre. Undersøgelserne foretages, med hjælp fra en sygeplejerske, af læger tilknyttet instituttet, og der er mulighed for henvisning til speciallæger til yderligere undersøgelse eller efterbehandling. Offeret tilbydes desuden psykologhjælp.
Center for voldtægtsofre er døgnåbent, og ofre kan henvende sig uden forudgående politianmeldelse og vil blive tilbudt en undersøgelse af samme type som de politianmeldte, hvilket også inkluderer et tilbud om sporsikring. Dette for at sikre, at sporene ikke går tabt.

Undersøgelse af sigtede gerningsmænd udføres primært med henblik på påvisning af læsioner, som de sigtede kan have pådraget sig under den handling, de er sigtet for. Der sikres urin- og blodprøver for at se om de har været påvirkede af alkohol, narkotika eller medikamenter, og det er desuden vigtigt at sikre spor, f.eks. blodpletter og DNA. De fleste er sigtet for vold og seksuelle overgreb, men brandstiftere, bankrøvere og andre kan også undersøges.

Børn

Børn udsat for vold: De tilfælde af fysisk vold mod børn, som kommer til retsmedicinsk undersøgelse, vil ofte have karakter af børnemishandling (battered child syndrome). Her foretages også en beskrivelse og vurdering af læsionerne, hvilket kræver stor erfaring, både ved vurderingen og udformningen af erklæringerne til retsligt brug. De alvorlige akutte tilfælde undersøges ofte på børneafdelingerne og i samarbejde med børnelægerne, men også en vurdering af barnets aldersmæssige udvikling.

Seksuelle overgreb på børn: I denne gruppe findes nogle akutte overgreb på børn og undersøgelse af disse børn fordrer en særlig tilgang af den undersøgende læge. Undersøgelserne indebærer som ved voksne ofte en beskrivelse, registrering af læsioner og sporsikring.
En stor gruppe er imidlertid børn, som tidligere har været udsat for seksuelle overgreb, ofte af familiemedlemmer eller andre pårørende. Følgerne af de tidligere seksuelle overgreb er ofte sparsomme eller helt ophelede, afhængigt af barnets alder.
Da fundene kan være vanskelige at tolke, er disse undersøgelser centraliseret og foretages kun på Centret for Børn udsat for Overgreb (CBO), der ligger på Skejby Sygehus i tæt relation til Institut for Retsmedicin. Her er tilknyttet børnelæger, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere. Undersøgelserne foretages i øjeblikket for alle politikredse i Jylland, og der udføres ca. 50 undersøgelser pr. år af denne art.

Der er på CBO i Aarhus også mulighed for, at børnene kan videoafhøres af specialuddannet politifolk.

Underretning om børn udsat for overgreb foretages ofte primært til de sociale myndigheder ifølge lov om social service. Det drejer sig om en vanskelig problemstilling, som kræver specialviden hos politiets efterforskere og de undersøgende læger. Børnene udspørges ikke under undersøgelsen, og al afhøring foretages af politiet, der ofte bruger videoafhøring.
Undersøgelsen af kønsorganerne kræver specialudstyr i form af kolposkop (en form forstørrelsesapparat), som muliggør minimal berøring. Der bruges ikke instrumenter, og der foretages ikke gynækologisk undersøgelse.

Torturofre

Undersøgelse af torturofre udgør en særlig problemstilling. Undersøgelserne bestilles af Udlændingeservice med henblik på, om ofrenes kan få asyl i Danmark. Undersøgelserne indebærer en undersøgelse for synlige følger efter tortur. Vurderingen kan være vanskelig på grund af læsionernes alder, og fordi det kan være svært at afgøre, hvordan læsionerne er opstået, og ikke mindst fordi torturmetoderne ofte er af en sådan art, at de sjældent efterlader fysiske spor. Undersøgelserne suppleres med psykiatriske undersøgelser med henblik på psykiske følger efter torturen. Undersøgelserne kan også suppleres med udtalelser fra speciallæger, herunder ortopædkirurger, røntgenlæger, ørelæger og tandlæger.